FORSK! – en ordre og en invitation

Flot fremmøde, da udstillingen FORSK! åbnede i Rå Hal på Godsbanen

”FORSK! er næsten både en ordre, men også en klar invitation til at fordybe dig og blive mere opmærksom på, hvad vi arbejder med. Nemlig at arkitektur er et komplekst univers, som bryder grænser og går på tværs af discipliner. Det er vigtigt, hvis vi ønsker at bidrage positivt til verden omkring os.”

Med disse ord åbnede rektor Torben Nielsen den stort anlagte FORSK!-udstilling, der afholdes i Rå Hal på Godsbanen i Aarhus.

Udstillingen fremviser en stor del af den forskning i arkitektur, der foregår på skolen. Det er første gang, at skolen laver en udstilling med projekter fra skolens tidligere og nuværende ph.d.-studerende.

”Den oprindelige idé til en udstilling med forskningsprojekter kom fra professor Johan Verbeke, der desværre døde sidste år. Johan var leder af vores ph.d.-skole, og vi vil gerne ære Johan og hans store indsats for forskningen med denne udstilling”, sagde Torben Nielsen.

Udstillingen kører sideløbende med CA2RE-konferencen, og fredag d. 20. april afholdes der på udstillingen en paneldebat i anledning af Forskningens Døgn.

”Udstillingerne og projekterne dækker over Arkitektskolen Aarhus’ fire fokusområder: Transformation, bæredygtighed, bosætning og digitalisering. I de seneste år har skolen fokuseret på ”Research by design” som forskningsmetode, men det er ikke den eneste metode. Vi tror på, at alle metoder er brugbare, men indenfor arkitektur tror vi på, at ”Research by design” er særligt brugbar, når det handler om at øge samarbejdet mellem forskning og praksis”, sagde Torben Nielsen.

Udstillingen er åben dagligt frem til d. 24. april, og alle er velkomne.

Udstillingen er støttet af Beckett-Fonden og Dreyers Fond.

Herunder kan du se en række billeder fra åbningen af udstillingen.

_MG_0513 800x600 galleri _MG_0519 800x600 galleri _MG_0529 800x600 galleri _MG_0562 800x600 galleri _MG_0575 800x600 galleri _MG_0603 800x600 galleri _MG_0605 800x600 galleri _MG_0609 800x600 galleri _MG_0614 800x600 galleri