Hæder til nyuddannede arkitekter

Badeanlæg i marmorbrud og arkitektur baseret på poesi modtager legater

To dimittender fra Arkitektskolen Aarhus blev hædret for deres visionære afgangsprojekter, da 42 nyuddannede arkitekter fik overrakt afgangsbeviser fredag den 3. februar.

VOLA-legatet

Hildegunn Grønningsæter blev tildelt et VOLA-legat på 15.000 kr for projektet Bath in An Abandoned Quarry. Et projekt, der undersøger de rumlige potentialer i et ekstremt kulturlandskab, nemlig et forladt marmorstenbrud i Carrara, Italien.

Hildegunn Grønningsæter benytter stedets topografi skabt af tidligere tiders marmorbrud. Hun tilfører nye snit og rum i marmoren, knuser og genbruger tilbageværende marmoraffald til støbning af betonelementer som tillæg til stenbruddet. Hun opsamler regnvand og fører det ”koreograferet” ind i det nyetablerede badeanlæg i marmorbjerget.

hildegunn725X442

Hildegunn Grønningsæter

Motivation for tildeling af legatet:

”Juryen værdsætter den tydelige repræsentation og visualisering af projektet: især den høje kvalitet og personlige stil, som er genkendelig i alt præsenteret materiale.”

Edvard Lindblom blev ligeledes tildelt et VOLA-legat på 15.000 kr. for sit projekt Guesthouse for a poem – Silence turned into matter.

Med udgangspunkt i den svenske Nobelprismodtager Tomas Tranströmers digt, Det blå huset, der handler om digterens sommerhus på den svenske ø Runmarö, omsætter Edvard Lindblom Tranströmers liv, virke og poesi til arkitektur. Projektet rummer tre bygninger: Henholdsvis fire studieboliger, en oplæsnings- og musiksal med bibliotek og café samt et minimuseum.

EdvardLindblom725X442

Edvard Lindblom.

I motiveringen hedder det:

”Juryen sætter pris på den multiskala-tilgang og sensibilitet og det store engagement, som præger projektet. Tegninger, fysiske modeller og fotos bliver anvendt som værdifulde midler til at kommunikere projektets høje arkitektoniske kvalitet.”

CEBRA-prisen

CEBRA-prisen, der uddeles af arkitektfirmaet CEBRA, tildeles ”det mest innovative afgangsprojekt”, og Hildegunn Grønningsæter er igen modtager.

CEBRA motiverer tildelingen således:

”Med projektet Bath in An Abandoned Quarry demonstreres det hvordan et nedlagt og fuldstændig enestående smukt stenbrud i Italien kan omskabes til en seværdighed og destination – uden at stedets egne kvaliteter kompromitteres. Det kunne være en nærliggende kritik, at stedet ikke har brug for en arkitekt, men det er netop her afgængeren demonstrerer en særlig sensibilitet og evne til ikke at tilføje bare én sten for meget.”

Med hæderen følger arkitektikonet Le Corbusiers samlede værker: Œuvre compléte.

De hædrede projekter kan, sammen med de øvrige afgangsprojekter, ses i udstillingen Architecture is ….