Rejsegilde på pavillon bygget af genbrugsmaterialer

Studerende har været med til at skabe en informationspavillon i Vejle

I samarbejde med AffaldGenbrug i Vejle er et hold studerende i gang med at rejse en informationspavillon i Vejles kommende resiliente bydel Ny Rosborg. Der er rejsegilde fredag 25. maj kl. 13-13.30.

Pavillonen bliver bygget over for Hyttebyen på Vestre Engvej i Vejle, og når den er færdig, skal historien om byudviklingen formidles i pavillonen. Samtidig er den i sig selv er et godt eksempel på, hvordan man kan opføre et møde- og opholdssted for besøgende og folk på farten på en alternativ og bæredygtig måde.

Pavillonen bygges af genbrugsmaterialer, nærmere bestemt af bl.a. mursten og bjælker fra Karlskovs gamle forsamlingshus. Den nye pavillon skal indvies officielt sammen med Supercykelstien i forbindelse med Vejles Folkemøde 8. og 9. juni.

Arkitektstuderende konkurrerede

Pavillonens design og arkitektur står studerende fra Arkitektskolen for. De deltog i en konkurrence om at tegne pavillonen bl.a. ud fra æstetiske og funktionelle kriterier som en del af et undervisningprojekt tilrettelagt af Heidi Merrild.

En dommerkomite fra Vejle Kommune med formand for Teknisk Udvalg Christoffer Melson og stadsarkitekt Lisbet Wolters i spidsen valgte det, de fandt var det bedste projekt, som vinder.

“Vinderprojektet lever op til alle de stillede krav. Bl.a. har det en veldisponeret indretning, flot brug af materialer og en rigtig god integration af energiforsyningen. Det har også den wau-effekt, som vi gik efter. Så jeg synes, vi har valgt et rigtig godt projekt og glæder mig meget til at se det endelige resultat”, siger udvalgsformand Christoffer Melson.

Info_pavillon_snit Pavillon_spkonstruktion IMG_6687

Der er tænkt på miljøet

Et bud på fremtidens energiforsyning er også en integreret del af pavillonen. Et forsøgsprojekt med energipæle og varmepumpe opstilles og leverer data og viden, samtidig med at man fysisk kan mærke effekten i en opvarmet eller afkølet bænk alt efter årstiden.

– Det er en rigtig god detalje, at pavillonen bygges af genbrugte byggematerialer. Gamle mursten og bjælker har en særlig sjæl, som tilfører et nyt byggeri noget særligt. Så det er dejligt at se, at det gamle Karlskov Forsamlingshus får nyt liv her i den nye bydel, pointerer Karl Erik Lund, formand for Natur- og Miljøudvalget.

I løbet af sommeren etablerer en gruppe frivillige en skovhave omkring pavillonen. Her kan man få viden om og inspiration til, hvordan man kan være med til at skabe bedre forhold for dyr og insekter samtidig med, at man kan smage på den danske natur.